Min angst gennem årene
Jeg ved ikke, om det bare er mig, men min angst har i høj grad ændret sig gennem årene (Årh altså.. bare det at skrive “gennem årene” er da lidt trist) Men den måde hvorpå angsten viser sig, ja den er ikke den samme i dag, som den var for 20 siden.
Det startede med “almindelig nervøsitet” i skoletiden
Det startede nok med “almindelig nervøsitet” i skoletiden, når man skulle “være på”. Faktisk kommer jeg lige i tanken om en specifik episode, hvor jeg skulle fremlægge og blev afbrudt af min lærer. Jeg tror det var i 5. klasse. Læreren stoppede mig. Ikke for at fortælle, at jeg skulle tale højere (hvilket lærerne ellers tit gjorde) men for at spørge mig om noget. Hun spurgte, om jeg var meget genert, siden jeg smilede så meget. Av. Den ramte hun da lige spot on – for dét var jeg! Jeg var da skide genert! Især under de her fremlæggelser. Men denne afbrydelse midt i mit oplæg og spørgsmålet dér foran hele klassen, hvor jeg var allermest sårbar.. Jamen det slog mig lidt ud. For det med at smile var (og er) bare noget jeg gør rigtig meget. Så her tænkte jeg, at jeg var nødt til at lave om på mig selv. “Er det nu noget dårligt at smile?” tænkte jeg. Og øvede mig efterfølgende på at smile lidt mindre. For så virkede jeg åbenbart mindre genert.
[ninja-inline id=2070]Min angst udviklede sig da jeg var barn
Nu hvor jeg skriver det, kan jeg godt se, hvordan jeg har overanalyseret. Den her lærer var rent faktisk min yndlings-lærer. Hun var mild og rar og mente det helt sikkert ikke på dén måde, som jeg tolkede det på. Hun sagde jo faktisk ikke, at det var forkert – det var bare et spørgsmål. Sagt med et kæmpe smil endda.
Men det var heller ikke dét, som det skulle handle om i dag. Bare en lille detalje om min generthed. Nervøsitet ved fremlæggelse er selvfølgelig helt almindelig. Men langsomt udviklede det sig til social fobi og panikangst.
Ændrer angsten sig med alderen?
Mine angstanfald dengang panikangsten startede for real (ikke der i 5. klasse men først i gymnasietiden) havde følgende symptomer: Hjertebanken, svimmelhed og når det kammede helt over så blev alt sort. Synet og hørelsen forsvandt (næsten) fuldstændigt. Sådan stod det på i mange år, hvor jeg læste om angst og nogenlunde forstod, at det “bare” var dét, der var galt. At jeg ikke var ved at besvime eller dø. Meeen alligevel syntes jeg, at det var voldssomt. F.eks. fandt jeg aldrig noget om det med, at syn og hørelse kunne påvirkes så meget. Derfor lå det jo hele tiden i baghovedet, at måske det ikke kun var angst.
Min angst historie
Mine angstanfald i dag er jo meget begrænsede og milde. Men lad os fokusere på et år tilbage så. Inden jeg kom i behandling hos Kim Liljehult. Da kom angsten pludselig til udtryk på andre måder. Der var pludselig flere aspekter i det. For jo – jeg oplevede stadig hjertebanken, svimmelhed og sortnen for øjnene, men der var også andre ting. Ofte havde jeg snurren og følelsesløshed i en hånd eller en arm. Det kunne jo være et hjerteanfald så, kunne det ikke? Foreslog min abehjerne… Igen og igen. For det kunne jo ikke være angsten, som jeg kendte så godt. Altså sådan en følelsesløshed havde jeg jo aldrig oplevet før. Dertil oplevede jeg ofte invaliderende træthed, som gjorde, at jeg ikke kunne komme ud af sengen.
10 dage jeg lå i min seng
En enkelt gang varede den tilstand i ca. 10 dage! Jeg lå bare i min seng og kunne knap løfte arme og ben. Jeg tænkte – med min fornuft – at det måtte være en form for influenza. Det prøvede jeg i hvert fald at overbevise mig selv om, for inderst inde frygtede jeg virkelig, at jeg var dødeligt syg. Jeg turde bare ikke gå til lægen. I starten. Jeg havde ikke kræfterne. Til sidst fik min mand ringet til vagtlægen, som lynhurtigt fik spurgt ind til, om jeg var ked af noget… Bliver stadig helt rørt, når jeg tænker tilbage på det. Så god og rar en læge, havde jeg aldrig mødt før. Jeg “brød helt sammen” og vi aftalte, at jeg måtte til lægen næste dag. Jeg fik det allerede bedre efter den ene, korte telefonsamtale. For tænk hvis det “bare” var psyken, der gjorde mig så slap og utilpas? Det havde jeg aldrig selv troet var muligt! Efter lægebesøget dagen efter, fik jeg det endnu bedre og kom hurtigt på højkant igen. Den tur gav mig virkelig et nyt syn på min angst. Jeg anede virkelig ikke, at den ligefrem kunne “lamme kroppen” på den måde!
Andre symptomer som først er kommet med alderen
Udover de ture med træthed, følelsesløse lemmer osv. har jeg oplevet tankemylder, hukommelsestab, forvirring og hvad jeg selv tolker som depression. De ting oplevede jeg aldrig, dengang angsten startede.
Så det er jo dælme en snedig lille én den angst. Altså når den sådan kommer til udtryk på helt andre måder i dag, end den gjorde for 10 år siden. På den måde det måske ikke så underligt, at jeg ikke er kommet af med angsten? Det holder mig jo fast i overbevisningen om, at der vitterlig er noget andet galt med mig. Dér for godt et år siden inden jeg startede i terapi, så var jeg da overbevist om, at det ikke var angst. Det var jo nye symptomer. Det måtte være noget med hjertet, en blodprop eller hjerneblødning. Eller måske var jeg ved at udvikle endnu en psykisk lidelse?
Jeg synes stadig, at det er helt utroligt og faktisk også lidt fascinerende, at det “bare” er hjernen, der udfører den slags tricks. At det kan blive så fysisk!? Men jeg kan jo bare sige, at angstbehandling har hjulpet mig. Ikke bare lidt men rigtig, rigtig meget. Dét bekræfter mig i, at det simpelthen var angst jeg oplevede for et år siden. Havde jeg haft en dødelig sygdom, ja så tvivler jeg på, at Interaktiv Angstbehandling og samtaler med Kim havde hjulpet 🙂
Hilsen Lone
Hvem er Klient Lone?
Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”. Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.
Mere viden om angst
• Børn og angst
• Angsttilstande i barndommen
• Angstlidelser hos børn og unge