Kostens indvirkning på din angst
Ja eller på min angst, nok nærmere.. Jeg vil egentlig ikke komme med anbefalinger eller råd til dig, men jeg har i den grad gjort mig mine egne erfaringer på området. Det vil jeg gerne lige fortælle lidt om i dag.
Nogle af de anbefalinger jeg har bidt mest mærke i, mht. til angst og kost er, at kaffe, alkohol og sukker er noget skidt. Det ved jeg, at Kim også har en holdning til. De tre ting kan alle trigge angsten i højere eller mindre grad bl.a. i form af at få blodsukkeret til at køre meget op og ned. (Som jeg har forstået det.) Personligt oplever jeg ikke, at koffein har den store indvirkning på mig. Jeg kan sagtens drikke et par kopper stærk kaffe, og så falde i søvn lige bagefter. Slik har vi også på bordet engang imellem, men jeg spiser aldrig mere end nogle få stykker, når dét sker. Derfor er kaffe og sukker ikke noget, som jeg tænker så meget over. Mht. alkohol.. ja der er jeg “mindre hellig” desværre. Hvis du ikke har læst mit indlæg om det, så kan du se det lige her.
[ninja-inline id=2070]Mit anstrengte forhold til mad
For et par år siden begyndte min holdning til mad at ændre sig. Det gjorde det på den måde, at der skal meget lidt til, før at jeg får det dårligt over mad. Hvis tanken om at det måske har ramt sidste salgsdato, strejfer mig. Så har jeg altså svært ved at få det ned. Især hvis det er andre end mig selv, der har lavet det. Ja eller når jeg spiser kød, kan jeg pludselig tænke “Føj – det er jo KØD!” Selvom… ja det lyder sgu lidt skørt, når det kommer fra en ikke-vegetar.
Der er ofte ikke meget mad, som jeg har lyst til. Jeg får meget nemt “madlede” hvilket minder mig om, dengang jeg var gravid. I den situation er det bare lidt mere… normalt og forståeligt. Det er værst om morgenen, hvor jeg nemt får brækfornemmelse, når jeg spiser morgenmad. Eller inden morgenmaden – bare ved tanken om det. Selvom jeg samtidig er meget sulten.
Får jeg næring nok?
Af den grund har jeg nok også fået spist alt for lidt. Jeg har ganske enkelt vænnet mig til ikke at skulle have så meget mad. Så selvom jeg spiser meget sundt, så er det ikke de bedste betingelser ifht. angsten, hvis man ikke får mad nok. Det fik Kim faktisk banket ind i hovedet på mig. Jeg bliver da også nemt svimmel og utilpas (lidt a la angstsymptomer) hvis jeg er sulten. Derfor har jeg sat hårdt ind på det område og gjort en større indsats for at få lidt mere mad indenbords. Jeg synes det går lidt bedre, nu hvor jeg er mere opmærksom på, hvor stor betydning det har.
Vitaminmangel og hvad det betyder for psyken og angst
Jeg har i forbindelse med noget andet sygdom fået taget blodprøver for at tjekke evt. vitaminmangel. Det viste sig, til min store overraskelse, at nogle af tallene var helt i bund. Ja det vil sige først blev jeg overrasket, fordi jeg jo netop gør meget for at spise sundt. Men selvfølgelig – hvis man ikke spiser nok mad, så får man vel heller ikke nok af de ting, som kroppen har brug for.
Mangel på vitaminer kan faktisk, udover en voldsom træthed, også give angst-lignende symptomer. Fandt jeg ud af. Begge dele er jo noget, jeg har lidt meget under. Trætheden har jeg dog altid tænkt som en naturlig følgesvend af mit høje angstniveau. At det så viste sig, at jeg ikke fik vitaminer nok var faktisk en stor lettelse. Tanken om, at vitaminpiller måske kunne tage bare noget af angsten og trætheden.. Jamen det ville jo være fantastisk! Og sådan blev det…
Fik høje doser at vitaminer – det hjalp på min angst!
Jeg kom på en kur med høje doser af de vitaminer, som min krop manglede. Ret hurtigt herefter mærkede jeg en stigning i både energiniveau og humør. Det der til gengæld faldt – ja det var angsten og de mange dystre tanker, som efterhånden var begyndt at snige sig ind på mig. Det er næsten ikke til at fatte, at en stor en del af min angst, måske bare har skyldtes mangel på vitaminer. Hvor meget der er placebo-effekt, det ved jeg selvfølgelig ikke, men noget er der i hvert fald sket! Rigtig meget faktisk.
Så selvom jeg skrev i starten, at jeg ikke ville komme med anbefalinger… jamen altså jeg KAN jo ikke lade være. Ikke efter den åbenbaring, jeg selv har fået her. Det kan selvfølgelig være, at du har helt styr på den slags, og er god til at gå til lægen og blive ordentlig undersøgt. Det var jeg bare ikke. Men altså hvis det er længe siden, du er blevet tjekket for vitamin- og mineralmangel og du har angst eller depression, så synes jeg virkelig, at du skal få taget de blodprøver.
Hilsen Lone
Hvem er Klient Lone?
Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”. Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.
Mere viden om angst
• Radiodokteren – blodsukker og angst
• Radiodokteren – vitaminer og angst