Kom ud af angsten: fokusér mere på dine ressourcer
Jeg er ved at forstå, hvor vigtigt det er, at fokusere på sine ressourcer her i livet. Det gælder jo i virkeligheden for alle mennesker, men det er bare endnu vigtigere, når man har angst.
Jeg har altid været udadvendt med ben i næsen og gåpåmod. Jeg var altid hende, som gerne ville ses og høres, stå i spidsen og gå foran. Frygtløs, fandenivoldsk og uden skrupler. En – som jeg senere skulle lære – rigtig god blanding til at blive offer for det, som vi kalder angst.
Tit er det sådan, at når ens omgivelser ændrer sig, så ændrer man sig også selv. Nogle gange ændrer det hele sig så hurtigt, at man føler, man er blevet revet op med rod og det hele. Og så kan man også komme ud i en mindre – eller større – identitetskrise.
På et tidspunkt i mit liv befandt jeg mig på den anden side af jorden i et land, hvor jeg ikke talte sproget. Jeg kendte ikke kulturen, og jeg havde heller ikke kontakt med mine venner og familie.
Som prikken over i’et og for at gøre det hele en smule mere ekstremt – det er utroligt, som nogle mennesker (mig!) ikke kan lade være med at overskride alle grænser – så blev jeg også overrasket med, at jeg skulle have en baby.
Jeg slap alle mine ressourcer
I går startede jeg på det første trin af Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus. Det er en angstbehandling, som jeg er gået i gang med for nyligt, og her på bloggen vil jeg dele mine tanker om kurset med jer.
I det første trin af kurset lærte jeg noget om mine ressourcer. Og især noget om, hvordan jeg kan bruge dem i den proces, som jeg er i gang med. Altså at slippe angsten.
Pludselig mens jeg var i gang med kurset, var der noget, som stod soleklart for mig: Cirka omkring det tidspunkt hvor jeg begyndte at udvikle angst, var også det tidspunkt, hvor jeg begyndte at give slip på alle mine ressourcer.
Hvad er ressourcer lige igen?
Dine ressourcer er dit ”bagland”, kan man vel sige. Det er den pude, som du altid kan lande blødt på. Hvis jeg skal forklare det i en mindre overført betydning, så kan det være et trygt hjem, en god familie, en støttende kæreste, en evne eller et talent. En styrke. Noget som gør, at du føler dig stærk, tryg og godt tilpas.
Angsten kan ændre personligheden
I går mens jeg gennemgik de første videoer i det Online Angst Kursus, begyndte jeg altså at tænke over, hvilke ressourcer jeg mon selv har. Og jeg tænkte på, at vi jo bruger vores ressourcer, når vi danner vores personlighed.
De fleste mennesker er nok så identificerede med deres personlighed, at det lyder absurd at sige, at man kan ændre den. Men det mener jeg altså. Eksempelvis, så sker det jo lige netop, når man får angst.
Det skete i hvert fald for mig. Jeg gik fra at være udadvendt til at være indadvendt. Før havde jeg for vane altid at bære humoren uden på tøjet. Når folk var alt for stive i kraven, spillede jeg altså gerne lidt klovn for dem.
Men efter at jeg fik angst, turde jeg altså ikke at være den sjove. Så blev jeg den generte, som ikke kunne lide at tale og trådte mig selv over tæerne, når nogen snakkede til mig. Av min arm. Sikke en forandring.
Når personlige grænser er et land i Afrika
Hvis jeg sætter mig selv i en situation, hvor mine ressourcer er begrænsede, så er det også sværere for mig at hvile i mig selv. Og jeg kommer i hvert fald lettere til at identificere mig selv med angsten.
Lad mig prøve at lyde mindre filosofisk og i stedet komme med et konkret eksempel:
I mit eget tilfælde var jeg så frygtløs, at jeg også var dumdristig.
Da jeg mødte en sød argentiner, fik jeg lyst til at rejse med ham til Sydamerika, mens jeg efterlod mit studie og mine venner til sig selv.
Jeg havde ikke nogen opsparing, men hvis man har et telt og kan lave et bål, hvad mere skal man så bruge?
Det lyder måske som en meget romantisk drøm, – det gjorde det i hvert fald inde i mit hoved. Men da jeg efter at have kendt ham i tre måneder fandt ud af, at jeg var gravid og samtidigt sad i Argentina uden at kunne snakke spansk, så begyndte det altså at blive en anelse for sjovt det hele.
Jeg havde på daværende tidspunkt ikke nogen fornemmelse for at sætte grænser for at beskytte mig selv, så jeg gav den bare gas som gravid backpacker op gennem Sydamerika.
Man må gerne lære at svømme, inden man springer ud på det dybe vand
Det var ikke her, at min angst startede – da var den allerede dukket op, uden at jeg havde identificeret det som angst. Men det er et rigtig godt eksempel på, hvordan jeg bare gjorde tingene konstant besværligere for mig selv – og lettere for angsten.
Jeg smed jo groft sagt alle mine ressourcer i skraldespanden til fordel for en ukendt verden. Det var: min evne til at kommunikere flydende med andre mennesker – altså på dansk. Det var min familie, mine venner og min kultur. Det var det studie, som jeg var i gang med, og som styrkede mig i mine talenter og i min selvsikkerhed.
Kort sagt sprang jeg på hovedet ud i det dybe vand uden at vide, hvordan man svømmer. Og ja, sjovt nok, så blev det da også til mange måneders tuderi og angst hver eneste dag.
Det første trin mod mindre angst
Så når jeg nu begynder at blive opmærksom på mine ressourcer, fornemmer jeg, at jeg minder mig selv om mine styrker og mit bagland.
Så længe jeg husker på mine ressourcer, sidder jeg altså ikke bare 24 timer i døgnet og fokuserer på angsten og alle mine hæmninger. I stedet fokuserer jeg på mine styrker.
Det tror jeg helt sikkert er en rigtig god start på at få mindre angst. At ændre fokus til noget positivt.
Det Online Angst Kursus, som jeg er i gang med, består af 7 trin.
Nu efter det første trin, står jeg tilbage med en følelse af, at jeg jo faktisk er en del af noget større. Min familie for eksempel. Og de talenter, som jeg har.
Jeg er i hvert fald færdig med at identificere mig med min angst.
♥ Hej fra Liv
Hvem er Klient Liv?
Mit navn er Liv. I de sidste ti år har jeg følt mig ekstremt følsom og letpåvirkelig. Jeg har haft ”stabile” perioder og perioder, hvor jeg ikke har anet, hvorfor jeg følte mig så ubehageligt til mode. For få måneder siden stødte jeg ved et tilfælde på Angstekspert Kim Liljehults hjemmeside. Og det gik op for mig, at jeg har haft angst uden at ane, at det eksisterede.
Nu er jeg så begyndt på hans Online Angst Kursus. Og stille og roligt føler jeg, at jeg er ved at vende tilbage til mig selv igen. Jeg var begyndt at undre mig over, hvordan min personlighed havde ændret sig så brutalt de sidste mange år; hvordan jeg var blevet så genert og ikke længere kunne genkende mig selv. Med de ting jeg lærer i det Online Angst Kursus giver det hele pludselig bedre mening. Her på Angstekspert Kim Liljehults blog, vil jeg løbende berette mine tanker og erfaringer om angst og min angstbehandling.