Holdning til terapi før og nu
Jeg har gået med min angst i 20 år. Alene. Meget få mennesker har kendt til min situation og jeg tør næsten godt påstå, at ingen har vist hvor slemt det har stået til.
Jeg er typen, der mener, at “det skal jeg nok klare selv”, så derfor har jeg aldrig tænkt tanken, at jeg kunne få hjælp udefra. Tænk hvis jeg havde sagt højt “Hey – jeg skal altså have noget hjælp her!” F.eks. til min mor eller min læge. Gad vide om jeg så ville have fået det bedre for mange år siden – inden det gik helt galt?! Men sådan en tanke, ville aldrig komme til mig. Det er jo min hjerne og kun mig der forstår, hvordan jeg har det. Så hvordan skulle en fremmed person, som ikke kendte mig, kunne hjælpe mig? Altså.. jeg havde det jo SÅ svært, og ville (og “vil”) for alt i verden ikke puttes i en kasse, som jeg var bange for at en psykolog hurtigt ville gøre. Uden at lytte og uden at forstå. I øvrigt kunne jeg jo slet ikke forklare, hvordan jeg havde det. Ja det kan jeg faktisk stadig have svært ved…
Terapi ville øge angsten
De få gange jeg var tvunget til at sige det højt. F.eks. til lægen eller hvis jeg ville forklare kæresten, hvad der foregik, ja så blev det værre. Meget værre. Tænker tit på det, som en gryde, der er ved at koge over. Hvor jeg så bare valgte at beholde låget på. Også i anfald af panikangst. Hvis så jeg begyndte at fortælle om det, så blev symptomerne kraftigt forværrede. Derfor ville jeg helst undertrykke følelsen og flygte fra det. Ved at sige det højt, føltes det mere virkeligt og eskalerede, så det forklarer nok, hvorfor jeg ikke rigtigt snakkede med nogen om det. Det forklarer også hvorfor jeg ikke engang ville overveje, at snakke med en psykolog. At sidde overfor et fremmed menneske, som sidder dér og kigger på én. Kigger ind i ens mest dystre og mørke indre, for at finde ud af, hvad man er for én.. Puha! Jamen det var det værste jeg kunne forestille mig. Så terapi ville uden tvivl kickstarte et panikangstanfald. Derfor valgte jeg dengang medicin, som måske tog 50 % af angsten. De sidste 50 kæmpede jeg selv med.
Jeg var stadigvæk skeptisk, da jeg to springe og kontaktede Kim
Jeg startede i det Kims online interaktive behandlingsprogram, hvilket jeg selvfølgelig håbede kunne få mig til at slippe angsten helt. Ret hurtigt fandt jeg dog ud af, at jeg ville endnu mere terapi. Dels fordi angsten var så voldsom og fuldstændig invaliderende, men også fordi jeg havde gået med den fra jeg var teenager. Altså i rigtig mange år.
Jeg gjorde det dælme!
Det interaktive bidrog dog nok til, at jeg kunne overkomme at ringe til Kim. Det var en stor opgave for mig, og jeg var var stadig meget skeptisk. Men jeg gjorde det. Jeg gjorde det dælme! Nu hvor jeg skriver det, bliver jeg faktisk lidt stolt og stadig overrasket. Nok fordi jeg lige mentalt har været helt tilbage ved dengang, hvor en terapeut jo var “det farligste i verden” for mig. Men den beslutning om at løfte røret (eller klikke på tasterne..) viste sig jo at være life changing for mig.
Mit syn på terapi i dag
Det er muligvis overflødigt at sige, men i dag ser jeg helt anderledes på samtaleterapi. Jeg føler mig nærmest helt dum, at jeg sådan har har “dømt det ude” førhen. Altså samtaleterapi foregår jo verden over, og rigtig mange mennesker går jo til sådan nogle behandlere. Alligevel må jeg have ment, at min situation var så slem, at ingen behandler kunne hjælpe mig.
Jeg fik tro og håb
Det lyder lidt voldsomt, men allerede efter første indledende snak med Kim, så dalede min angst markant. Ikke fordi jeg som sådan fik behandling dér, men der var én med forstand på det her, som lyttede. En der fortalte, at “sådan og sådan gør vi”. Jamen det gav bare så meget ro og håb, hvilket nok var grunden til, at angsten pludselig begyndte at slippe.
Det er efterhånden in at gå til psykolog
Jeg føler at det bliver mere og mere almindeligt, at passe på sin psyke f.eks. ved at tale en psykolog. Ja eller dyrke meditation og mindfulness. Helt ligesom der i mange år har været fokus på den fysiske krop. Vi lever jo desuden i et land af stress-ramte! Mange af dem/os går jo også til psykolog. Så det er ikke kun for “tosserne”, som man måske mente i gamle dage : ) Der er heller ingen tvivl om, at hvis mine børn engang skulle få det svært, ja så er jeg den første til at anbefale at få snakket med en professionel.
Til sidst vil jeg lige slå fast, at jeg altså aldrig har set ned på mennesker, som går til psykolog. Heller ikke før i tiden, hvor jeg ikke selv ville! Jeg har dyb respekt for, at man tager sit liv seriøst – jeg magtede det bare ikke. Dengang.
Hilsen Lone
Hvem er Klient Lone?
Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”. Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.
Mere viden om angst
• Virker terapi mod angst?
• Nye metoder i terapi.
• Hvad er terapi og psykoterapi?
