Det er ikke slut – om dagens angstanfald

Posted on Written by

Det er ikke slut – om dagens angstanfald

Ja det er trist at skrive, at det ikke er overstået med den angst. Jeg kan heller ikke lide tanken om, at jeg måske nu får dig til at tvivle på, om den her angstbehandling virker. Dét gør den! Men det ved du måske, hvis du har læst mine tidligere indlæg.

Jeg er på rette vej, men…

Jeg håber derfor ikke, at den overskrift skræmmer dig. Jeg vil bare heller ikke gøre tingene mere lyserøde, end de er. For jeg er ikke angstfri. Det er sandheden. Omvendt så har jeg heller ikke arbejdet så intensivt og fået så meget terapi, som måske var at foretrække. Især når man som jeg, har haft angst i så mange år – ja så skal der altså meget mere til. Jeg er bestemt på rette vej, men et tilbagefald her og dér, kan man nok ikke undgå i processen. Blog teksten forsætter efter billedet herunder..

Martin Thorborg ved en del det at nå sine mål
Billede: Op og nedture findes overalt. Ikke kun i angstbehandling. Martin Thorborg er iværksætter og kender processen i at nå sine mål. Også han kender op og nedture.

Det går betydelig bedre efter jeg er begyndt i terapi

Det går selvfølgelig betydeligt bedre efter at jeg har været i terapi. Meget. Jeg har også i perioder ment, at jeg var fuldstændig ude af angstens grimme kløer. I lange perioder faktisk. Så der er altså slet ingen tvivl om, at det har været en kæmpe hjælp med angstbehandling. Men i dag fik jeg et tilbagefald. Og det gør ondt.

I dag fik jeg et tilbagefald. Det gør ondt

Det der skete var, at jeg skulle ud og handle. Både lidt julegaver og dagligvarer. I flere butikker. Noget jeg kun kan, når jeg er inde i en god periode og føler mig tryg. Ellers bliver jeg alt for overvældet. Men det gik jo fint, så jeg tænkte, at jeg lige ville tage en rundtur på de der 3-4 butikker. Det var da slet ikke noget problem.

Black Friday – og så rammer angsten!

Mens jeg sidder i bilen begynder tankerne at køre. “Shit det er Black Friday i dag! Der vil jo være sort at mennesker. Lange køer. Måske endda umuligt at finde en parkeringsplads for mig. Men (tænker jeg) jeg har det jo heldigvis fint. Fiiint fint. Jeg har overhovedet ingen angst”. Og så rammer den! Indenfor de næste 5-10 sekunder begynder hele systemet at køre. Mine håndflader bliver svedige. Mit hjerte banker mere og mere hårdt, og jeg begynder at blive svimmel. Alt imens jeg stædigt holder fast i de positive tanker om, at jeg overhooovedet ikke er angst.
[ninja-inline id=2070]

Tankemylder tager overhånd

Det udvikler sig til et decideret tankemylder, som jeg slet ikke kan styre. Kommer til at tænke på alt hvad jeg har lært om angst på én og samme tid. Bliver mere og mere forvirret over de mange muligheder og tricks jeg kan bruge, til at mindske angsten med. For hvis man, som mig, har læst om og lært fra mange forskellige behandlere og eksperter gennem årene, ja så kan de mange teknikker faktisk være lidt modstridende.

Det piner mig!

Jeg prøver at skubbe angsten væk, ved at tænke på noget andet. Sidder i bilen og smiler og tænker, at jeg er fjollet, fordi jeg jo godt ved med min logiske hjerne, at jeg kan være helt tryg, og at jeg ikke er ved at dø. Det virker ikke (de to sekunder jeg ca har tålmodighed til at prøve det) Så jeg vender den om, og prøver at acceptere angsten. Finde en “så-kom-da-an-attitude” og prøver at “være i angsten”. Det klarer jeg heller ikke ret længe. Tankerne kører rundt og rundt. Ikke kun de negative omkring, at jeg nok fejler noget eller snart besvimer, men bestemt også de positive. Alt det jeg har lært om, hvor naturligt det her er. Alle de tanker der fortæller mig, at jeg kan være helt tryg! Men på det her tidspunkt er jeg nu så overvældet, at jeg giver op. Jeg finder ikke nogen parkeringsplads, og vælger simpelthen at kaste håndklædet i ringen. Jeg kører hjem. Det piner mig noget så frygteligt, at jeg ikke kunne gennemføre den tur. Selvom jeg virkelig prøver ikke at slå mig selv i hovedet over det. Men jeg synes det er svært…

Det føles meningsløst

For altså – jeg ved ikke med dig, der læser med her, men for mig, så er det her virkelig underligt. Altså når jeg netop den her fredag, havde sådan en god dag med masser af overskud og nul angst. Angsten havde jeg faktisk ikke mærket i flere uger på det her tidspunkt. Derfor mente jeg nok, at kunne klare de her 3-4 butikker. Jeg tænkte jo netop positivt og følte mig tryg, og så på nul komma fem vender det hele 180 grader?! Det giver simpelthen ikke mening for mig. Det skræmmer mig også ret meget, for hvad dælen skal jeg så gøre – hvis det ikke hjælper, at tænke positivt? Det tror jeg lige, at jeg skal have talt med Kim om…

Hilsen Lone

 

Hvem er Klient Lone?

Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”.  Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.

Mere viden om angst

• Motivation (video)
• Nedtur midt i euforien
• Få dit håb tilbage

“Jamen hvad er du bange for?” Værdien i at blive forstået

Posted on Written by

“Jamen hvad er du bange for?” Værdien i at blive forstået

Måske du også har fået det spørgsmål “Jamen hvad er du bange for?” når du har prøvet at forklare et andet menneske, at du har angst?

Det er jo ikke fordi, at vedkommende ikke vil forstå dig. Det er nok bare svært at forstå, hvis man aldrig har oplevet eller hørt om det. For altså hvis vi piller det hele fra hinanden og kommer ned på jorden engang, jamen så er det jo også mærkeligt ikke? Jeg synes i hvert fald fald selv, at det er underligt, når min krop pludselig opfører sig som om, der var en seriemorder efter mig – hvis jeg bare sidder på en café og snakker med en veninde. Det er da mærkeligt – udefra set. Så selvom spørgsmålet måske kan virke lidt irriterende, ja så er det jo sjældent ment som noget negativt. Den pårørende prøver formentlig bare at forstå.

Jamen hvad er du bange for?
[ninja-inline id=2070]

Jeg prøvede at fortælle om min angst

Jeg har ikke selv været skide god til at snakke om min angst. Kun med min allernærmeste som min kæreste og nogle få veninder måske. Ja det vil sige, de har vidst det, men “snakket om det” er måske endda en overdrivelse, for de dybe samtaler har det ikke været. Jeg har ikke rigtig villet det. Emnet sendte mig altid direkte ind i et angstanfald, så det gad jeg ikke bøvle med. Så hellere snakke om “vind og vejr” for mit vedkommende.

Øvede mig i at fortælle om min angst

Faktisk øvede mig engang i det. Ja det er over 10 år siden nu, men jeg ville prøve at få taget mig sammen og stå ved det. Eksempelvis da jeg var nødt til at aflyse et møde med min studiegruppe. Det var en ekstremt angstfyldt periode og i bussen på vej derhen, overmandende panikangsten mig så voldsomt, at jeg var nødt til at stå af og tage hjem. Igen. Overbevist om at jeg var ved at dø, følte jeg ikke at jeg havde noget valg. Jeg kunne, som jeg tidligere bare havde gjort, sende en SMS om, at jeg var blevet (fysisk) syg, men nu ville jeg prøve det her af. Fortælle at jeg havde en angst-lidelse og var nødt til at aflyse, da jeg stod midt i et panikangstanfald lige dér i bussen på vej til mødet.

Lone.. man må bare tage sig sammen!

Det var ret grænseoverskridende, især fordi der er i gruppen bl.a. var et par drenge, som jeg ikke forventede, ville forstå sådan noget. Og det fik jeg da bestemt også ret i. Især én af dem var sådan meget macho-agtig og lidt… “smart-i-en-fart” du ved. Han blev virkelig gal over den aflysning, og svarede “at vi sgu da alle havde vores at slås med – man måtte jo bare tage sig sammen”. Egentlig vildt at jeg husker det så tydeligt, når det rent faktisk er 10 år siden, men det står soleklart for mig. Umiddelbart lyder det nok til, at det var det værste svar, jeg kunne få, men faktisk var der en del af den respons, som på forunderlig vis gjorde mig lettet. “Vi har alle vores at slås med?” sagde den store, brovtende gut jo… Betød det, at han også havde en form for følelser? Angst måske endda? Eller i det mindste kendte til det?

Den negative respons fik jeg brugt positivt

I hvert fald svarede han ikke, som jeg egentlig havde forventet, at det lød mærkeligt, eller at der jo ikke var noget at være bange for. Jeg tror faktisk, at han kendte til begrebet angst (som man jo ellers ikke snakkede så højt om dengang) Så ja, det var da selvfølgelig et latterligt, tåbeligt og sårende svar, men ikke desto mindre ændrede det lidt mit syn på ham. Selvom jeg godt forstår, hvis det ikke giver mening, for dig der læser med…

Men for at runde den af, så “tog jeg mig ikke bare sammen”. Jeg lyttede ikke til ham, og fortsatte på mine egne præmisser –  glad for, at jeg havde fortalt et par stykker om min angst. Det var jo ikke så farligt, som jeg havde troet. De havde jo faktisk ikke ringet rundt til hele skolen, som så stod måbende i stilhed og fulgte mig med øjnene næste skoledag. Så interessant var jeg åbenbart heller ikke hehe…

Hvem skal man tale med om angst?

Jeg er egentlig typen, som mener, at intet burde være tabu-belagt. Jeg synes vi skal få tingene frem i lyset og snakke om det. Det er nok ikke særlig realistisk, at verden skulle blive sådan, og det har jo tydeligvis heller ikke været noget, jeg selv har praktiseret. Gør det stadig ikke. Der er ikke ret mange, som kender til min angst. Jeg synes, det er underligt at skulle fortælle om det, når det har stået på i så mange år. Det har jeg slet ikke lyst til nu. Bange for om familiemedlemmer f.eks. vil undre sig over, hvorfor jeg ikke har delt det med dem noget før. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke gerne vil, men fordi (som nævnt længere oppe) så snart jeg overvejede at fortælle noget, så røg jeg akut ind i angstens dramatiske snebold-effekt. Så stoppede den overvejelse ligesom igen. Men helt nøgternt og med mit logiske hoved, ja så synes jeg da, at man skal snakke med sine venner og familie om det.

Snak med en som forstår – en professionel angst-behandler

Når det så er sagt, så er der bare intet der slår, det at snakke med “en professionel”. Èn der forstår, og som kan sætte ord på, hvorfor man oplever de kropslige reaktioner, som man gør. Det har ændret mig liv, at få det skåret ud i pap og lære noget om, hvordan hjernen fungere. Hver gang jeg vil fortælle Kim Liljehult noget, som jeg selv synes er virkelig underligt, så frygter jeg, at han siger: “Ja dét lyder sgu ikke godt – du må se at blive undersøgt hos lægen!” eller “Ja det lyder godt nok mærkeligt da!?” Men hver eneste gang jeg kommer med noget “skørt” om, hvad min krop gør, eller hvilke tanker jeg får, så bliver jeg mødt af svaret: “Jamen det kan jeg godt lige fortælle dig, hvorfor du oplever – skal jeg forklare dig, hvorfor du har det sådan?” efterfulgt af en forklaring, der bare. Giver. Så. Meget. Ro. Det er en fantastisk oplevelse at blive hørt på den måde – og ikke føle sig som en total weirdo.

Følte mig virkelig mærkelig i mange år med min angst

For ja jeg følte mig altså virkelig mærkelig i mange år. Kunne jeg skrue tiden tilbage, ville jeg nok fra start af, have snakket med venner og familie mere åbent om det. Vi er jo flere angst-ramte derude, end vi sådan lige regner med. Jeg ville sikkert bare have mødt en masse genkendelse og forståelse – og ikke kun den type respons jeg fik, fra ham i studiegruppen.

Hilsen Lone

 

Hvem er Klient Lone?

Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”.  Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.

Mere viden om angst

• Depression
• Mere om depression
• www.depnet.dk

Angst, uvirkelighedsfølelse og træthed

Posted on Written by

Angst, uvirkelighedsfølelse og træthed

Ovenstående følelser og tilstande er nogen, der fylder rigtig meget i mit liv og i min hverdag.  Det er som om, at selvom angsten for en stund er ude af billedet, ja så skal der ligesom være andre irriterende mentale tilstande (selvom træthed måske ikke lige er mentalt) som påvirker mig og fylder.

Så må der jo være noget galt med mig?! … Ikke?

Disse generende tilstande har været med til at støtte op om min sygdomsangst og panikangst. For når kroppen/hjernen bliver ved med at opføre sig mærkeligt – ja så må der jo være noget galt med mig?! Ikke? Det er bare noget, som lægerne ikke kan finde ud af. Eller vil finde ud af. Har jeg tænkt. “De læger gør jo ikke deres job ordenligt” eller “Jeg er nok ikke god nok til at forklare hvilke symptomer jeg har” er tanker følelser og ideer, der ofte har fyldt mig. Så jeg har mere eller mindre altid troet, at jeg fejlede noget alvorligt, som jeg højest sandsynligt pludseligt og alt for tidligt ville dø af. Så kunne min stakkels familie stå tilbage og sige “vi vidste overhovedet ikke, at hun var syg… “ Åh altså hvor tankerne bare har kørt derudaf inde i knoppen på mig! Mange gange!

Angst, træthed og uvirkelighedsfølelse

[ninja-inline id=2070]

Angst og følgevirkninger

Jeg har virkelig aldrig set sammenhængen mellem min angst og de her andre former for ubehag – før jeg startede i behandling hos Kim Liljehult. Jo måske nok det med uvirkelighedsfølelsen eller fornemmelsen af at gå i en osteklokke. Det havde jeg læst om – men syntes da stadig mit tilfælde var mere ekstremt, end hvad jeg læste andre oplevede … Men den der voldsomme træthed har jeg virkelig aldrig koblet sammen med angst – især ikke fordi, at den har været så intens.

Vi snakker nemlig ikke bare almindelig jeg-har-fået-for-lidt-søvn-træthed. Men en træthed så voldsom at den nogle dage var fuldstændig invaliderende. Jeg kunne hverken løfte en arm eller sidde oprejst. Ville faktisk helst ligge fladt nede på gulvet. Bare det at trække vejret var hårdt og besværligt.

Ekstrem udmattet 

Første gang jeg fik en ordentlig forklaring på den her ekstreme udmattethed var under et af Kims webinarer (som altså virkelig kan anbefales at deltage i). Det gav mig en stor ro at blive forstået og hørt på det område. Mine venner og familien har (naturligt nok) mest set bekymrede og nogle gange skræmte ud. Lægen har målt blodtryk, vitaminmangel og.. ja andre sådan “standard-ting”. Men jeg har aldrig fået noget svar, og alle prøver har altid været fine. Jeg har altså aldrig fundet nogen forklaring på den udmattethed, før Kim fik sat ord på tingene. Han forklarede (og nu genfortæller jeg bare, sådan som jeg husker og tolker det) at kroppen efter lange, hårde perioder med angst sagtens kunne opleve den form for invaliderende træthed. Et “kollaps” kaldte han det.

Efter det webinar begyndte jeg at se mønstret. Var jeg angst i dage eller uger i træk (non-stop) så kom kollapset også med fuld skrue i dagene bagefter. Var det “bare” en enkel dag med voldsom angst, så var trætheden måske nok til stede, men slet ikke lige i samme grad.

Angst og bivirkninger: kollaps

De her kollaps er ikke rart at tænke tilbage på, men i det mindste skriver jeg om det i datid. For selvom jeg ikke er helt færdig med min behandling, og selvom jeg ikke er fuldstændig angst-fri (hvem er også dét?) ja så er min situation bare en helt anden nu. Jeg har fået en meget større forståelse for, hvordan angsten kan påvirke mig. Den rammer jo simpelthen hele systemet – også kroppen. Det er faktisk ret utroligt, hvad man kan opleve fysisk – “bare” ved at have angst.

Guud ej det lyder da også helt underligt?!

For lige til sidst at vende tilbage til uvirkelighedsfølelsen, ja så har Kim også givet mig en forklaring på den. Jeg synes faktisk, at ligemeget hvad jeg nævner for ham af vanvittige ting, så får jeg en forklaring på, hvordan tingene hænger sammen. Det er en kæmpe oplevelse at mærke skuldrene sænke sig, når man lige har delt en af sine “underligheder” med en forholdsvis fremmed person. Det er altså bare noget af det, som jeg er vild med ved at gå i terapi; At man aldrig bliver mødt med “Guud ej det lyder da også helt underligt?!“. Den slags udbrud har (i hvert fald på mig) den modsatte effekt, end den forståelse og forklaring, som man (forhåbentlig) får hos en terapeut.

Hilsen Lone

 

Hvem er Klient Lone?

Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”.  Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.

Mere viden om angst

• Uvirkelighedsfølelse er en overlevelstrategi
• Uvirkelighedsfølelse og dissociastion – kemist beskrivelse
• Hvad betyder dissociation egentlig? Kemisk beskrivelse

Min angst gennem årene

Posted on Written by

Min angst gennem årene

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men min angst har i høj grad ændret sig gennem årene (Årh altså.. bare det at skrive “gennem årene” er da lidt trist) Men den måde hvorpå angsten viser sig, ja den er ikke den samme i dag, som den var for 20 siden.

Det startede med “almindelig nervøsitet” i skoletiden

Det startede nok med “almindelig nervøsitet” i skoletiden, når man skulle “være på”. Faktisk kommer jeg lige i tanken om en specifik episode, hvor jeg skulle fremlægge og blev afbrudt af min lærer. Jeg tror det var i 5. klasse. Læreren stoppede mig. Ikke for at fortælle, at jeg skulle tale højere (hvilket lærerne ellers tit gjorde) men for at spørge mig om noget. Hun spurgte, om jeg var meget genert, siden jeg smilede så meget. Av. Den ramte hun da lige spot on – for dét var jeg! Jeg var da skide genert! Især under de her fremlæggelser. Men denne afbrydelse midt i mit oplæg og spørgsmålet dér foran hele klassen, hvor jeg var allermest sårbar.. Jamen det slog mig lidt ud. For det med at smile var (og er) bare noget jeg gør rigtig meget. Så her tænkte jeg, at jeg var nødt til at lave om på mig selv. “Er det nu noget dårligt at smile?” tænkte jeg. Og øvede mig efterfølgende på at smile lidt mindre. For så virkede jeg åbenbart mindre genert.

En klient taler ud - Angstekspert Kim Liljehult

[ninja-inline id=2070]

Min angst udviklede sig da jeg var barn

Nu hvor jeg skriver det, kan jeg godt se, hvordan jeg har overanalyseret. Den her lærer var rent faktisk min yndlings-lærer. Hun var mild og rar og mente det helt sikkert ikke på dén måde, som jeg tolkede det på. Hun sagde jo faktisk ikke, at det var forkert – det var bare et spørgsmål. Sagt med et kæmpe smil endda.

Men det var heller ikke dét, som det skulle handle om i dag. Bare en lille detalje om min generthed. Nervøsitet ved fremlæggelse er selvfølgelig helt almindelig. Men langsomt udviklede det sig til social fobi og panikangst.

Ændrer angsten sig med alderen?

Mine angstanfald dengang  panikangsten startede for real (ikke der i 5. klasse men først i gymnasietiden) havde følgende symptomer: Hjertebanken, svimmelhed og når det kammede helt over så blev alt sort. Synet og hørelsen forsvandt (næsten) fuldstændigt. Sådan stod det på i mange år, hvor jeg  læste om angst og nogenlunde forstod, at det “bare” var dét, der var galt. At jeg ikke var ved at besvime eller dø. Meeen alligevel syntes jeg, at det var voldssomt. F.eks. fandt jeg aldrig noget om det med, at syn og hørelse kunne påvirkes så meget. Derfor lå det jo hele tiden i baghovedet, at måske det ikke kun var angst.

Min angst historie

Mine angstanfald i dag er jo meget begrænsede og milde. Men lad os fokusere på et år tilbage så. Inden jeg kom i behandling hos Kim Liljehult. Da kom angsten pludselig til udtryk på andre måder. Der var pludselig flere aspekter i det. For jo – jeg oplevede stadig hjertebanken, svimmelhed og sortnen for øjnene, men der var også andre ting. Ofte havde jeg snurren og følelsesløshed i en hånd eller en arm. Det kunne jo være et hjerteanfald så, kunne det ikke? Foreslog min abehjerne… Igen og igen.  For det kunne jo ikke være angsten, som jeg kendte så godt. Altså sådan en følelsesløshed havde jeg jo aldrig oplevet før. Dertil oplevede jeg ofte invaliderende træthed, som gjorde, at jeg ikke kunne komme ud af sengen.

10 dage jeg lå i min seng

En enkelt gang varede den tilstand i ca. 10 dage! Jeg lå bare i min seng og kunne knap løfte arme og ben. Jeg tænkte – med min fornuft – at det måtte være en form for influenza. Det prøvede jeg i hvert fald at overbevise mig selv om, for inderst inde frygtede jeg virkelig, at jeg var dødeligt syg. Jeg turde bare ikke gå til lægen. I starten. Jeg havde ikke kræfterne. Til sidst fik min mand ringet til vagtlægen, som lynhurtigt fik spurgt ind til, om jeg var ked af noget… Bliver stadig helt rørt, når jeg tænker tilbage på det. Så god og rar en læge, havde jeg aldrig mødt før. Jeg “brød helt sammen” og vi aftalte, at jeg måtte til lægen næste dag. Jeg fik det allerede bedre efter den ene, korte telefonsamtale. For tænk hvis det “bare” var psyken, der gjorde mig så slap og utilpas? Det havde jeg aldrig selv troet var muligt! Efter lægebesøget dagen efter, fik jeg det endnu bedre og kom hurtigt på højkant igen. Den tur gav mig virkelig et nyt syn på min angst. Jeg anede virkelig ikke, at den ligefrem kunne “lamme kroppen” på den måde!

Andre symptomer som først er kommet med alderen

Udover de ture med træthed, følelsesløse lemmer osv. har jeg oplevet tankemylder, hukommelsestab, forvirring og hvad jeg selv tolker som depression. De ting oplevede jeg aldrig, dengang angsten startede.

Så det er jo dælme en snedig lille én den angst. Altså når den sådan kommer til udtryk på helt andre måder i dag, end den gjorde for 10 år siden. På den måde det måske ikke så underligt, at jeg ikke er kommet af med angsten? Det holder mig jo fast i overbevisningen om, at der vitterlig er noget andet galt med mig. Dér for godt et år siden inden jeg startede i terapi, så var jeg da overbevist om, at det ikke var angst. Det var jo nye symptomer. Det måtte være noget med hjertet, en blodprop eller hjerneblødning. Eller måske var jeg ved at udvikle endnu en psykisk lidelse?

Jeg synes stadig, at det er helt utroligt og faktisk også lidt fascinerende, at det “bare” er hjernen, der udfører den slags tricks. At det kan blive så fysisk!? Men jeg kan jo bare sige, at angstbehandling har hjulpet mig. Ikke bare lidt men rigtig, rigtig meget. Dét bekræfter mig i, at det simpelthen var angst jeg oplevede for et år siden. Havde jeg haft en dødelig sygdom, ja så tvivler jeg på, at Interaktiv Angstbehandling og samtaler med Kim havde hjulpet 🙂

Hilsen Lone

 

Hvem er Klient Lone?

Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”.  Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.

Mere viden om angst

• Børn og angst
• Angsttilstande i barndommen
• Angstlidelser hos børn og unge

>