Angst for at fejle noget.
Denne form for angst, sygdomsangst, er nok den der har været sværest at erkende for mig. Selv nu hvor jeg skriver her, er jeg ikke engang helt overbevist om at jeg ikke fejler noget. Min seneste angstperiode, altså den invaliderende af slagsen, manifesterede sig jo i sommers netop ved, at jeg følte jeg havde noget siddende i halsen og at det var svært og synke og at maden havde svært ved at passerer, altså som om det hobede sig op i spiserøret.
Lægen undersøgte mig med kamera
Da jeg først fik “snerten” af symptomet inden sommerferien, var jeg tilfældigvis ved ørelæge hos min datter, og fortalte ham kort om mine symptomer. Han undersøgte mig med et kamera han førte ind gennem næsen og konkluderede ret hurtigt at der ikke “var noget alarmerende“, det fik mig til at “glemme” det lidt.
Dødsfald i familien aktiverede angsten for alvor
Min familie tog på ferie i Jylland dagen efter, og jeg vidste at det ikke var den ferie jeg havde håbet på vi skulle have, for min mormor´s kæreste var lige død lidt pludseligt kun 70 år gammel. Han havde skjult sin sygdom for os (akut leukæmi).
Jeg kunne faktisk slet ikke overskue at han var død på min mormors vegne fordi hun var blevet så afhængig af ham i en alder af 83, for ikke at nævne at dette var 4 mand hun ville miste foruden de 4 børn hun allerede havde mistet.
Vi var til en rigtig smuk begravelse med et kæmpe fremmøde, for han var virkelig en fantastisk mand!!!
Den nat vågnede jeg nærmest i et panikanfald, og følte min hals kvæle mig, prøvede at drikke vand men følte jeg kløjes i det.
Her begyndte den så, min nok 12 rejse ind i angstens helvede når den er værst. Jeg oplever nemlig angst i perioder (virkelig slem angst). Når jeg skriver perioder er det jo ikke fordi at jeg ikke oplever angst i den mellemliggende tid, det er bare ikke en angst jeg ikke kan kaperer, det er en svag hvisken!
Jeg gjorde selvfølgelig min kæreste og forældre, som vi var på ferie hos, opmærksom på at den var helt gal med min hals, samtidig var min krop spændt op i en flitsbue af panik angst og forventningsangst, så jeg begyndte jo at blive i tvivl om, om det nu bare var mig der bildte mig selv noget ind.
Det går fremad – lykkeligvis
Jeg havde op til flere muligheder for at søge læge/ halslæge i den periode men gjorde det ikke, og har stadig ikke gjort det.
Jeg har det stadig siden i sommers lidt anstrengt i halsen, men det er intet i forhold til hvordan det har været.
Google og angst – endnu en midlertidig forklaring
Google er både en ven og en fjende når man har angst, for gu hvor er det nemt at finde alle mulige alvorlige sygdomme man kan fejle, det gjorde det bare ikke nemmere.
En dag kom jeg frem til (via en video på youtube) at generne i min hals, der også gjorde at jeg kun kunne indtage flydende føde, skyldes kæbespændinger. Det varierede selvfølgelig om jeg nu virkelig troede på den forklaring, men det hjalp lidt.
De gange jeg har talt med Kim om det, har han taget det meget alvorligt og ikke negligeret det. Han har også opfordret mig til at benytte mig af min læge, fordi det jo er det han er her for. Men jeg har stadig ikke gjort det, og i takt med at jeg har fået det bedre med hensyn til min angst og symptomerne i halsen er mindsket så er jeg bare kommet frem til at det “bare” er noget psykisk.
Når jeg skriver “bare” så mener jeg selvfølgelig ikke at det er fordi det er noget “pjat” for selvom det måske er psykisk (se, jeg er stadig ikke sikker) så føles det fuldstændig ægte! Det kommer stadig bag på mig at man kan generer så mange symptomer som føles så virkelige uden at de rent fysisk er det. Hjerne er magtfuld!
Udover lige denne fokus på dette symptom, har jeg også haft andre symptomer som dog ikke har være så generende. Jeg tror stadig at jeg højest sandsynligt har kræft i underlivet eller tarmen eller bughulen (min svigermor har det). Jeg har haft en spiral der sad forkert og nogle celleforandringer, så det har helt sikker ansporet mine tanker til at gå amok.
Tvivlen og utrygheden. Har de mon undersøgt mig godt nok?
Men der er hele tiden denne her lille stemme der siger inde i mig “at de bare ikke har undersøgt mig godt nok” og at det er derfor man ikke har fundet noget kræft.
Jeg tror hvis jeg skal være helt ærlig, at jeg dagligt tænker på at jeg har kræft, men det føles ikke skræmmende på samme måde som det med halsen.
Det er så udmattende “det med halsen” fordi det især skaber angst i mig når jeg er udenfor, for hvad nu hvis jeg pludselig bliver kvalt, der midt i netto, og det så viser sig at være noget jeg bilder mig ind, hvad ville folk så ikke sige/tænke (forestiller jeg mig). Jeg skal f.eks altid have noget at drikke på mig, ellers går der lidt mere panik i mig.
Kim siger at jeg er kommet langt i min angstbehandling, og selvom jeg har svært ved at sige det højt for mig selv, måske bange for at “jinkse” det, så ja, jeg er sgu kommet noget længere end den skræmte lille pige, selvom jeg er en voksen dame på 39, der ringede til Kim for 3 måneder siden.
Der er en masse ting jeg skal have “udryddet” i mit liv lige nu. Når jeg føler mig tryg og parat, vil jeg gerne begynde at dykke noget i min barndom. Er der noget derfra som påvirker mig i dag?Men jeg tager hele tiden små skridt i den rigtige retning, nogle dage er knap så gode, men jeg er jo bare et menneske!
Jeg valgte bevidst at tro på det mindst farlige
Mig og min hals. Jeg gjorde mig selv en tjeneste, at ud af alle de forfærdelige sygdomme jeg fejlede “valgte” jeg den sygdom der var knap så slem, nemlig kæbespændinger. Jeg fik set videoer om kæbespændinger og afspændingsøvelser på YouTube. Det skader jo ikke at lave afspænding uanset om du har kæbespændinger eller ej, men jeg tror det hjalp mig en smule, fordi jeg følte jeg selv gjorde noget for at afhjælpe det.
Jeg brugte især øvelserne, i alle de mellemliggende timer der var imellem jeg talte med Kim og med min læge, så hjalp det mig altså lidt.
Jeg ved det er det terapeutiske arbejde med Kim, der langsomt men sikkert eliminerer mine symptomer, jeg er bare stadig der hvor jeg nogle gange er “bange” for at tro på det.
Dette var et lille indblik i denne klamme angstform som driller mig, og jeg “fejler” skam mere end det!
Vi ses. Majken
Læs andre gode indlæg om angst og angstbehandling
Klik her for at se indlæg om “Ramt af angst – jeg fik håbet tilbage”
Læs blog om Angst symptomer eller hjerteproblemer? – klik her
Klik her for at læse blog – Sådan finder du en god angstbehandler
Se video om sygdomsangst – klik her
Gode øvelser
Fysioterapi øvelser til hjemmebrug. Tygge og kæbemuskler – klik her for at se øvelserne.
Hvem er Majken?
Jeg hedder Majken, er 39 år og bor i København med mine 2 børn på 5 og 12 og min kæreste. Jeg er pt. sygemeldt. Uddannet som Social-og Sundhedsassistent. Jeg lider af panikangst, generealiseret angst, sygedomsangst, dødsangst med mere samt depression. Fik min diagnose da jeg var 19 år gammel. Jeg går i behandling hos Kim både via telefon men også igennem det IA Online Program – “de 7 trin”. Derudover øver jeg mig meget på mindfullness og afspænding som et supplement.
Jeg skriver indlæg for at fortælle andre som har angst, hvad jeg får ud af det og hvordan det er for mig at gå i behandling. Jeg fik håbet tilbage. Måske jeg kan være med til også at lade dit håb blomstre op.
