Trækker du vejret rigtigt, når du har angst?
Når vi snakker om angst og nervøsitet, er der masser af ubehagelige kropsreaktioner, som har med åndedrættet at gøre. Med god grund selvfølgelig, for det er en vigtig sammenhæng. Hvem har ikke hørt de velmenende ord “husk at trække vejret” hvis man er nervøs f.eks. inden en eksamen? Det kender vi nok allesammen til.
Fokus på at trække vejret rigtigt er med andre ord ikke noget nyt, når vi gerne vil bevare roen i kroppen. Men jeg skal love for, at jeg for nyligt har lært noget nyt på det her område.
Angstanfald på film
Som én der har lidt af panikangst i rigtig mange år, kan jeg godt blive en smule provokeret af sådan som angst ofte fremstilles på film og i reality shows f.eks. Jeg beklager min grove generalisering her, men jeg har personligt ofte set amerikanere udbryde “Oooh my Goood I´m having a panic attack” så snart noget ikke lige går som planlagt. Okay det lød virkelig strengt – selvfølgelig kan jeg ikke vide, om de rent faktisk HAR angst, men jeg synes ofte, at udtrykket bliver brugt lidt lemfældigt. På samme måde som folk der bare godt kan lide, at tingene på skrivebordet ligger pænt siger, at de “har totalt meget OCD”.
Jeg skal selvfølgelig ikke afgøre hvem der har hvad, og selvfølgelig er der er mange forskellige grader af angst/OCD. Jeg synes bare, at begreberne bliver lidt udvandede ved at blive brugt på den måde. Kan også være bekymret for, om unge piger der ser/hører den slags, bliver “smittet” og tror, at de selv har det. Nå men det var et sidespor…
Mit store aha-moment
Jeg har jo lært, for mange mange år siden, at man skal trække vejret dybt ned i maven. Når man havde anfald af panikangst og hyperventilerede, så var det fordi, at vejrtrækningen var overfladisk og kun oppe i brystkassen. Så derfor sørgede jeg for, at trække vejret riiiigtig dybt – uden held.
For ikke så lang tid siden læste jeg så noget om hyperventilation igen. At mange hyperventilerer, ved at trække for meget luft ned i lungerne. Det anede jeg slet ikke, at man kunne?! Jeg læste, at man ofte bliver meget svimmel pga. for dybe og for kraftige vejtrækninger. Den oplysning gav totalt meget mening for mig. Svimmelhed er netop noget af det, jeg døjer mest med i forbindelse med angstanfald.
Så jeg har altså temmelig sent forstået, at jeg i alle de år har hyperventileret – bare uden at vide det. Igen fordi det overhovedet ikke er ligesom på film, hvor der (nærmest med lyd på) hives efter vejret osv. Ikke for mit vedkommende i hvert fald. Tværtimod har jeg skjult det godt – endda for mig selv : )
Mit næste store aha-moment
Noget jeg helt for nyligt har erfaret er, at jeg i et anfald af panik ikke kan få styr på tankerne – med mindre jeg har styr på åndedrættet først. Jeg har så ofte forsøgt at tvinge de grimme tanker væk så snart jeg mærker angsten. Ofte har jeg så enten holdt vejret eller trukket vejret forkert og for dybt samtidig. Nu jeg har så forstået, at jeg skal have ro på åndedrættet før jeg kan styre tankerne.
Åndedrætsøvelser der virker for mig
En åndedrætsøvelse, der virker rigtig godt på mig, går ud på at “trække vejret i en firkant”. Når jeg trækker vejret ind (uden at tvinge det til at være dybe og lange åndedrag) forestiller jeg mig en streg op ved siden af min krop på den ene side. I pausen før udåndingen en streg henover mit hovedet. På udåndingen går stregen ned forbi min krop på den anden side. Til sidst lukkes firkanten under mine fødder – i pausen før næste runde. Håber det giver mening for dig der læser med, hvis det er noget, du vil prøve af. Jeg synes i hvert fald, at det virker distraherende på mine negative tanker, så jeg tror, at det er derfor det virker. Kim har også en rigtig god teknik, hvor man lægger hånden på maven for at tjekke, at luften ryger det rigtige sted hen.
-blog indlæg forsætter under “tilmelding til webinar”.
Få teknikker til at stoppe angsten HER og NU
Gratis Webinar. Torsdag 3/2 2017 kl. 20.00
Angstekspert Kim Liljehult hjælper dig med gode råd og værktøjer.
Træk vejret i en papirspose
En andet og meget kendt teknik er det med at trække vejret i en papirspose. Det var faktisk det allerførste råd jeg fik af min læge, første gang jeg henvendte mig pga. angst. Jeg har i mange år ment, at det ikke virkede på mig, men det er måske fordi jeg har forventet for meget. Det er jo ikke fordi jeg skaber mirakler og stopper anfaldet, men jeg er da ret sikker på, at det kan tage toppen af panikangsten. Det vil jeg i hvert fald prøve af igen, næste gang jeg ryger helt derud, hvor jeg hyperventilerer. Hvis det altså sker : )
Hilsen Lone
Hvem er Klient Lone?
Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”. Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.
Mere viden om trække vejret
• Her kan du lære at trække vejret på den rigtige måde.
• Rockere og bandemedlemmer lærer at trække vejret (video link).
• Træk vejret!