Hvordan undgik jeg, at mine børn også fik angst?
Her får du mine oplevelser og tanker om emnet.
Hvordan tør du få et barn, når du har så meget angst?
Da jeg var midt i 20érne havde jeg ret slem panik- og generaliseret angst. Men jeg havde også en trang til at få børn. De to ting, havde for mig slet ikke noget med hinanden at gøre. På daværende tidspunkt skænkede jeg faktisk ikke angsten en tanke ifht. “projekt barn”. Ikke før det blev kommenteret på et online debatforum, hvor det bl.a. handlede om angst, og jeg fortalte, at jeg var gravid.Der kom en kommentar, som gjorde stort indtryk på mig. Det var faktisk ikke engang negativt eller noget. Men der var én som skrev noget i retningen af “Hvordan tør du få et barn, når du har så meget angst?” Jeg blev lidt overrasket. Min mand og jeg ønskede os brændende et barn mere end noget andet, og jeg var aldrig i tvivl om, at jeg kunne blive en god mor. Så selvfølgelig skulle vi have børn. Gravid blev jeg, og det hele kørte bare derudaf. Vi var (og er) meget lykkelige for dén beslutning.
Tilbageblik på beslutningen om at få børn – når man har angst
Men her mange år senere… Puha.. ja hvordan turde jeg egentlig dét? Min angst bliver trigget af ikke at være i kontrol, og når man bliver gravid.. Jamen så kan man altså ikke pludselig vælge, ikke at være det. Eller kontrollere, hvad der sker med baby eller fødslen eller.. Nej man må bare overgive sig til “naturens gang”. Hvordan dælen håndterede jeg dét?
Altså jeg må indrømme, at jeg i dag ca. 10 år efter, ikke helt forstår hvor modet kom fra. På dage hvor jeg ikke kan overskue at købe ind. Eller dage hvor jeg er bange for fremtiden. Bange for død og sygdom og.. ja alting. Så fatter jeg helt ærligt ikke, at jeg valgte at springe ud i det med at få børn. Det er da en kæmpe opgave, et stort pres og en gigantisk omvæltning at blive mor. Eller far. Man påtager sig jo ansvaret for et andet lille menneske?! Ens eget liv bliver jo vendt totalt på hovedet, men et andet aspekt er jo etikken i det her.
Noget andet her?
Okay den er lidt tricky, for det kan man vel som sådan ikke sikre sig. Går jeg ud fra. Men i mit tilfælde, at deres situation helt anderledes, end min var da jeg var barn. Dengang talte vi ikke om sådan noget. Det blev fejet ind under gulvtæppet, på trods af, at både mine forældre og bedsteforældre i større eller mindre grad, har oplevet angst og psykiske sygdomme. Tilbage i 80erne var det måske et tabu – men det oplever jeg ikke, at det er i dag. Det er én af de overbevisninger, som jeg har, der trøster mig omkring børnenes fremtidige mentale tilstand. Vi tør godt at snakke om det, og vi tør godt at vise følelser.
Vi tør godt tale om og vise følelser
En anden beroligende faktor for mig er, at vi er langt mere oplyste. Det hænger måske lidt sammen med ovenstående, men jeg tænker her også på det store, dejlige Internet. Vi kan Google os frem til, at de her symptomer betyder sådan og sådan. Og vi kan Google os frem til, at der er andre derude i “samme båd” som os. Det synes jeg er stort! Selvfølgelig er der også en bagside ved, at opsøge og læse alt om emnet, men det kender I sikkert alt til.
Tryg opvækst
En tredje og fuldstændig essentiel ting, som jeg lægger vægt på i forhold til børnene er, at de får et så solidt selvværd som muligt med hjemmefra. Det er min tro og mit håb, at der med dét i bagagen, skal meget til at ryste dem og flænse deres nervesystem. I hvert fald lige så voldsomt, som situationen har været med mig.
Fremtidens angstbehandling
Der er en fjerde og sidste ting, som jeg trøster mig med i den her sammenhæng. At eksperterne, behandlerne, lægerne og terapeuterne er blevet klogere. Det gør vi jo hele tiden. Også “vi” som i “fagfolk”. Så derfor er jeg overbevist om, at det er nemmere at forstå og behandle angstramte nu og i fremtiden, end det var, da jeg var barn. Faktisk tvivler jeg på, at selvom jeg havde opsøgt hjælp tidligt i min ungdom, ja så var det nok næppe nogen Kim Liljehult, jeg havde fået fat på. En behandler som udelukkende beskæftiger sig med dét, som lige præcis vi har brug for. Ej hvor synes jeg, at det er en fed udvikling!
Hilsen Lone
Hvem er Klient Lone?
Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”. Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.
