“Jamen hvad er du bange for?” Værdien i at blive forstået
Måske du også har fået det spørgsmål “Jamen hvad er du bange for?” når du har prøvet at forklare et andet menneske, at du har angst?
Det er jo ikke fordi, at vedkommende ikke vil forstå dig. Det er nok bare svært at forstå, hvis man aldrig har oplevet eller hørt om det. For altså hvis vi piller det hele fra hinanden og kommer ned på jorden engang, jamen så er det jo også mærkeligt ikke? Jeg synes i hvert fald fald selv, at det er underligt, når min krop pludselig opfører sig som om, der var en seriemorder efter mig – hvis jeg bare sidder på en café og snakker med en veninde. Det er da mærkeligt – udefra set. Så selvom spørgsmålet måske kan virke lidt irriterende, ja så er det jo sjældent ment som noget negativt. Den pårørende prøver formentlig bare at forstå.
[ninja-inline id=2070]
Jeg prøvede at fortælle om min angst
Jeg har ikke selv været skide god til at snakke om min angst. Kun med min allernærmeste som min kæreste og nogle få veninder måske. Ja det vil sige, de har vidst det, men “snakket om det” er måske endda en overdrivelse, for de dybe samtaler har det ikke været. Jeg har ikke rigtig villet det. Emnet sendte mig altid direkte ind i et angstanfald, så det gad jeg ikke bøvle med. Så hellere snakke om “vind og vejr” for mit vedkommende.
Øvede mig i at fortælle om min angst
Faktisk øvede mig engang i det. Ja det er over 10 år siden nu, men jeg ville prøve at få taget mig sammen og stå ved det. Eksempelvis da jeg var nødt til at aflyse et møde med min studiegruppe. Det var en ekstremt angstfyldt periode og i bussen på vej derhen, overmandende panikangsten mig så voldsomt, at jeg var nødt til at stå af og tage hjem. Igen. Overbevist om at jeg var ved at dø, følte jeg ikke at jeg havde noget valg. Jeg kunne, som jeg tidligere bare havde gjort, sende en SMS om, at jeg var blevet (fysisk) syg, men nu ville jeg prøve det her af. Fortælle at jeg havde en angst-lidelse og var nødt til at aflyse, da jeg stod midt i et panikangstanfald lige dér i bussen på vej til mødet.
Lone.. man må bare tage sig sammen!
Det var ret grænseoverskridende, især fordi der er i gruppen bl.a. var et par drenge, som jeg ikke forventede, ville forstå sådan noget. Og det fik jeg da bestemt også ret i. Især én af dem var sådan meget macho-agtig og lidt… “smart-i-en-fart” du ved. Han blev virkelig gal over den aflysning, og svarede “at vi sgu da alle havde vores at slås med – man måtte jo bare tage sig sammen”. Egentlig vildt at jeg husker det så tydeligt, når det rent faktisk er 10 år siden, men det står soleklart for mig. Umiddelbart lyder det nok til, at det var det værste svar, jeg kunne få, men faktisk var der en del af den respons, som på forunderlig vis gjorde mig lettet. “Vi har alle vores at slås med?” sagde den store, brovtende gut jo… Betød det, at han også havde en form for følelser? Angst måske endda? Eller i det mindste kendte til det?
Den negative respons fik jeg brugt positivt
I hvert fald svarede han ikke, som jeg egentlig havde forventet, at det lød mærkeligt, eller at der jo ikke var noget at være bange for. Jeg tror faktisk, at han kendte til begrebet angst (som man jo ellers ikke snakkede så højt om dengang) Så ja, det var da selvfølgelig et latterligt, tåbeligt og sårende svar, men ikke desto mindre ændrede det lidt mit syn på ham. Selvom jeg godt forstår, hvis det ikke giver mening, for dig der læser med…
Men for at runde den af, så “tog jeg mig ikke bare sammen”. Jeg lyttede ikke til ham, og fortsatte på mine egne præmisser – glad for, at jeg havde fortalt et par stykker om min angst. Det var jo ikke så farligt, som jeg havde troet. De havde jo faktisk ikke ringet rundt til hele skolen, som så stod måbende i stilhed og fulgte mig med øjnene næste skoledag. Så interessant var jeg åbenbart heller ikke hehe…
Hvem skal man tale med om angst?
Jeg er egentlig typen, som mener, at intet burde være tabu-belagt. Jeg synes vi skal få tingene frem i lyset og snakke om det. Det er nok ikke særlig realistisk, at verden skulle blive sådan, og det har jo tydeligvis heller ikke været noget, jeg selv har praktiseret. Gør det stadig ikke. Der er ikke ret mange, som kender til min angst. Jeg synes, det er underligt at skulle fortælle om det, når det har stået på i så mange år. Det har jeg slet ikke lyst til nu. Bange for om familiemedlemmer f.eks. vil undre sig over, hvorfor jeg ikke har delt det med dem noget før. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke gerne vil, men fordi (som nævnt længere oppe) så snart jeg overvejede at fortælle noget, så røg jeg akut ind i angstens dramatiske snebold-effekt. Så stoppede den overvejelse ligesom igen. Men helt nøgternt og med mit logiske hoved, ja så synes jeg da, at man skal snakke med sine venner og familie om det.
Snak med en som forstår – en professionel angst-behandler
Når det så er sagt, så er der bare intet der slår, det at snakke med “en professionel”. Èn der forstår, og som kan sætte ord på, hvorfor man oplever de kropslige reaktioner, som man gør. Det har ændret mig liv, at få det skåret ud i pap og lære noget om, hvordan hjernen fungere. Hver gang jeg vil fortælle Kim Liljehult noget, som jeg selv synes er virkelig underligt, så frygter jeg, at han siger: “Ja dét lyder sgu ikke godt – du må se at blive undersøgt hos lægen!” eller “Ja det lyder godt nok mærkeligt da!?” Men hver eneste gang jeg kommer med noget “skørt” om, hvad min krop gør, eller hvilke tanker jeg får, så bliver jeg mødt af svaret: “Jamen det kan jeg godt lige fortælle dig, hvorfor du oplever – skal jeg forklare dig, hvorfor du har det sådan?” efterfulgt af en forklaring, der bare. Giver. Så. Meget. Ro. Det er en fantastisk oplevelse at blive hørt på den måde – og ikke føle sig som en total weirdo.
Følte mig virkelig mærkelig i mange år med min angst
For ja jeg følte mig altså virkelig mærkelig i mange år. Kunne jeg skrue tiden tilbage, ville jeg nok fra start af, have snakket med venner og familie mere åbent om det. Vi er jo flere angst-ramte derude, end vi sådan lige regner med. Jeg ville sikkert bare have mødt en masse genkendelse og forståelse – og ikke kun den type respons jeg fik, fra ham i studiegruppen.
Hilsen Lone
Hvem er Klient Lone?
Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”. Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.
