Min lykkelige barndom – eller hvad?

Angst og skilsmisse

Jeg er skilsmissebarn, som rigtig mange af mine klassekammerater i folkeskolen var det. Så jeg har altså ikke følt mig specielt underlig over den situation. Ja faktisk kan jeg ikke mindes, at jeg nogensinde har været decideret ulykkelig eller ked af det, over at mine forældre blev skilt. Jeg tror nok det skete, da jeg var omkring de 2 år, men jeg kan overhovedet ikke huske noget om hvordan det var.

Husker min barndom som god og lykkelig

Omvendt husker jeg tydeligt, at jeg igennem hele min barndom har tænkt, at jeg var verdens lykkeligste barn. At jeg havde den bedste barndom i verden. Min mor elskede os børn og sagde altid, at vi var det bedste, der nogensinde var sket hende. Så det var jo super dejligt. Man hørte jo om børn, som havde det virkelig skidt – og jeg følte mig simpelthen bare så heldig! Og tænk – efterhånden som min mor og far fik nye kærester og jeg fik både stedmor og stedfar (ja det hed den dengang, selvom “bonus-udtrykket” i mine bog lyder bedre) ja så betød det jo bare flere fødselsdagsgaver, to juleaftener og dermed også flere julegaver – WIN!! Jeg kunne slet ikke se, at livet kunne være bedre. Sådan husker jeg det – helt seriøst.

Angst, følelser og min mor

Nu lagde du måske mærke til at jeg skrev at jeg tror, jeg var to år, da de blev skilt.. Er det egentlig ikke mærkeligt? At jeg rent faktisk ikke ved det? For jeg har skam et fint forhold til min mor, og vi ses til en masse familiearrangementer og ligende. Vi har bestemt ikke noget dårligt forhold, men af en eller anden uforklarlig grund, så magter jeg ikke at snakke med hende om de dybere ting i livet. Ikke engang at spørge “Hey hvor gammel var jeg egentlig, da far og dig blev skilt?” og jeg kan simpelthen ikke give en forklaring på hvorfor. Jeg orker bare ikke, hvis det kammer over i de store følelser og dybe snakke – med hende. Det bliver for meget. Selvom jeg selv er så følsom og sådan… Måske jeg en dag finder ud af, hvorfor jeg har det sådan med hende…

[ninja-inline id=2070]

Måske – og kun måske!

Så altså lykkelig barndom (eller i hvert fald ikke U-lykkelig eller på nogen måde traumatiserende) hvordan hænger det sammen med at udvikle angst? Kan det overhovedet lade sig gøre, hvis man har haft en tryg barndom? Det er sådan noget jeg har arbejdet meget med de seneste måneder. Både i forbindelsen med mine samtaler med Kim, men også gennem meditation, faglitteratur om angst og psykologi og en generel “gransken i fortiden”. For måske – kun måske – har den barndom ikke været helt så lykkelig, som jeg syntes dengang?

Derfor var jeg usikker og nervøs som barn, teenager og nu som voksen

Det kan måske lyde som noget af en trist tanke, at gå fra at synes at man har en god barndom til, at den måske ikke var det alligevel. Men det generer mig faktisk ikke, da det i højere grad har været en øjenåbner, der har givet mig lidt klarhed omkring, hvorfor jeg var så usikker og nervøs, da jeg var barn og teenager. Og voksen… Kim har sagt nogle ting, som har sat en masse i perspektiv. Og nej det er ikke fordi at han fortæller mig, at jeg har haft en dårlig barndom eller noget i den retning overhovedet! Det er heller ikke fordi, at han starter et terapi-forløb ud med “nu skal vi tilbage til din barndom, og så fortæller du, hvor slemt du havde det” hvilket jeg har tænkt førhen om terapi og angstbehandling – at det var sådan, det foregik. Det med, at barndommen alligevel har haft nogle “brister”, er noget der er kommet stille og roligt hen ad vejen, og som jeg selv har fået lyst til at snakke om.

Jeg arbejder på at knække koden til min angst

Jeg føler endnu ikke, at jeg har knækket koden på, hvorfor det var så slemt med den barndom. Så slemt at jeg endte med en angstdiagnose (dog også i samspil med andre hændelser i min tidlige ungdom) men det kommer nok til mig en dag, og så skriver jeg meget gerne mere om det. Tak fordi du læste med så langt.

Hilsen Klient Lone

Hvem er Klient Lone?

Mit navn er Lone, jeg er 38 år og har lidt af voldsom panikangst i snart 20 år. Jeg bor sammen med min skønne mand og vores to dejlige børn på 6 og 9 år i Sydjylland, og arbejder i tekstilbranchen, hvor jeg er ansat på deltid. Sidstnævnte er noget jeg under ingen omstændigheder var i stand til for et år siden, hvor jeg havde nok det jeg vil kalde “mit livs nedtur”. Jeg startede i Angstekspert Kim Liljehults Online Angst Kursus i december 2015 og kort tid efter supplerede jeg med samtaler via. telefonen hos Kim Liljehult også – fantastisk beslutning! Du kan læse flere af mine angst blog indlæg, om rejsen mod at blive angstfri:[Klik her] for at se listen over mine angst beretninger.